title: "Er ude for åben periode" - jeg kan ikke bogføre eller rette datoen tags: - Bogføring - Finans - Opsætning - Fejl og løsninger
"Er ude for åben periode" - jeg kan ikke bogføre eller rette datoen
Du får beskeden "Er ude for åben periode", eller du kan ikke rette datoen på linjer i en kassekladde. Det betyder, at datoen ligger uden for det interval, hvor I må bogføre.
Hvad er den åbne periode?
Den åbne periode er det datointerval, hvor der må bogføres. Den sikrer, at ingen kommer til at bogføre med en forkert dato – fx i en måned, der allerede er afstemt og lukket. Læs mere i Perioder i KeyBalance og Styring af åbne perioder.
Typiske årsager
Perioden styres manuelt og er ikke blevet flyttet. Ved manuel styring står der to faste datoer. Er slutdatoen fx 31-12 sidste år, kan der ikke bogføres eller faktureres i det nye år, før perioden er åbnet. Det er den hyppigste årsag i vores sager – især lige efter nytår.
Du har ikke ret til den periode, du prøver at bogføre i. Perioden kan være sat forskelligt for den enkelte medarbejder. Bogholderen kan fx have lov til at bogføre i sidste måned, mens andre kun må bogføre i den aktuelle måned.
Sådan retter du det
- Åbn opsætningen af den åbne periode: System → Opsætning → Åben periode (i nogle opsætninger ligger den under System → Firmaoplysninger → Åben Periode).
- Se på den reelle åbne periode. Her vises både den generelle periode og perioden for dig som bruger.
- Ved manuel styring: ret datoerne, så den måned, du skal bogføre i, er åben.
- Overvej automatisk styring. Så følger perioden dags dato, og man undgår at glemme at åbne en ny måned. Et typisk valg er én måned bagud og to måneder frem.
Bemærk: Ikke alle brugere har ret til at ændre den åbne periode. Kan du ikke rette feltet, så kontakt den hos jer, der administrerer opsætningen, eller kontakt support.
Udvalgte medarbejdere skal kunne bogføre længere tilbage
- Slå muligheden for periode pr. medarbejder til i opsætningen af den åbne periode. Indtil det er gjort, er feltet låst på medarbejderen.
- Udfyld feltet Åben periode på medarbejderkortet for de medarbejdere, der skal have en anden periode.
- Kontrollér i oversigten, at medarbejderne nu står med egen periode.
Den personlige periode må gerne være større end virksomhedens periode.
Der er bogført med en dato uden for perioden
Kontakt support, hvis der alligevel er bogført poster med en forkert dato – fx fra en kladde, der har fået en forkert bogføringsdato. Så hjælper vi med at rette det.