KeyBalance MCP - AI-adgang til dine data
MCP giver dig mulighed for at stille spørgsmål til dine KeyBalance-data i almindeligt dansk - i stedet for at bygge et filter, finde den rigtige rapport eller trække til Excel først.
Hvad er MCP?
MCP står for Model Context Protocol. Det er en åben standard, der lader et AI-program tale med andre programmer på din pc.
Tænk på det som et stik: KeyBalance har fået en MCP-udgang, og AI-programmet (fx Claude Desktop) har et MCP-indgang. Når de to er sat sammen, kan AI'en se de KeyBalance-vinduer, du selv har åbne, og svare på spørgsmål om det, der står i dem.
Det vigtige at forstå er, at AI'en ikke får sin egen adgang til KeyBalance. Den kigger med gennem din egen skærm og dine egne rettigheder. Kan du ikke se en tabel i KeyBalance, kan AI'en heller ikke.
Hvad kan du bruge det til?
Nogle eksempler på spørgsmål, der virker:
- "Hvilke debitorer har en saldo over 50.000?"
- "Find alle varer hvor beskrivelsen indeholder 'pumpe'"
- "Hvor mange ordrer er der oprettet i denne måned, og hvad er den samlede værdi?"
- "Sammenlign omsætningen på de her to varegrupper"
- "Der er noget galt med faktura 2005918 - kan du finde ud af hvorfor kostprisen er posteret forkert?"
Det sidste eksempel er værd at hæfte sig ved. MCP er ikke kun en genvej til tal, du kunne have fundet selv. Den er også god til fejlsøgning, hvor du skal sammenholde flere kartoteker på én gang - varer, varegrupper, finansposter og opsætning - for at finde ud af, hvor noget gik galt.
Hvad kan det ikke?
- Det bogfører ikke. MCP læser data og kan åbne og bladre i vinduer. Den gemmer ikke, godkender ikke og bogfører ikke.
- KeyBalance skal være åben. MCP arbejder gennem din kørende klient. Lukker du KeyBalance, forsvinder adgangen.
- Ét regnskab ad gangen. Hver forbindelse peger på ét firma og ét regnskab. Arbejder du i flere, skal der sættes én forbindelse op per regnskab.
- Kun dine egne rettigheder. Se ovenfor. Det er også derfor, du roligt kan bruge det - du kommer ikke til at se noget, du ikke måtte se i forvejen.
Sådan kommer du i gang
Det skal du bruge
| Forudsætning | Bemærkning |
|---|---|
| KeyBalance-klienten til Windows | Version 2608F eller nyere. Ældre versioner blokeres typisk af Windows — se den tekniske vejledning. Hent klienten |
| Claude Desktop | Hentes gratis på claude.ai/download |
| Konto hos Claude | Et betalt abonnement anbefales - gratisversionen løber hurtigt tør på større spørgsmål |
MCP kræver KeyBalance-klienten, der kører lokalt på din pc. Det virker ikke fra den klassiske klient på terminalserver, da MCP-forbindelsen går mellem to programmer på samme maskine.
Trin 1 - Find dit firma og regnskab
Åbn Stifinder og gå til:
Her ligger en mappe per firma, du har installeret - fx TNSLIB. Åbn firmamappen, og noter navnet på regnskabs-undermappen. Den hedder ofte Regnskab, men ikke altid - nogle firmaer har flere, fx Regnskab, regnKLHold og regnKLOK.
Skriv navnene ned præcis som de står, med de samme store og små bogstaver. Det har betydning i næste trin.
Trin 2 - Åbn opsætningsfilen i Claude Desktop
I Claude Desktop: Settings → Developer → Edit Config.
Det åbner filen claude_desktop_config.json. Findes den ikke i forvejen, oprettes den automatisk.
Trin 3 - Indsæt forbindelsen
Skriv følgende ind i filen. Erstat <BRUGER>, TNSLIB og Regnskab med dine egne værdier fra trin 1:
{
"mcpServers": {
"keybalance": {
"command": "C:\Users\<BRUGER>\AppData\Local\Keybalance\TNSLIB\Keybalance.McpProxy.exe",
"args": ["TNSLIB", "Regnskab"]
}
}
}
Bemærk de dobbelte backslashes i stien. Det er et krav i JSON-formatet - én enkelt backslash giver en fejl.
De to værdier i args er firmanavn og regnskabsnavn, i den rækkefølge.
Har du flere regnskaber? Tilføj en blok mere med et andet navn:
{
"mcpServers": {
"keybalance-drift": {
"command": "C:\Users\<BRUGER>\AppData\Local\Keybalance\MRC_TMQ\Keybalance.McpProxy.exe",
"args": ["MRC_TMQ", "Regnskab"]
},
"keybalance-klok": {
"command": "C:\Users\<BRUGER>\AppData\Local\Keybalance\MRC_TMQ\Keybalance.McpProxy.exe",
"args": ["MRC_TMQ", "regnKLOK"]
}
}
}
Navnet foran (keybalance-drift) vælger du selv - det er det, du ser inde i Claude. Vælg noget, du kan kende regnskabet på.
Trin 4 - Genstart Claude Desktop
Luk Claude helt ned - også fra systembakken nede ved uret. Det er ikke nok at klikke på krydset, for så kører programmet videre i baggrunden og læser ikke den nye opsætning.
Start Claude igen.
Trin 5 - Åbn KeyBalance
Log ind i KeyBalance på det regnskab, du har sat op. Forbindelsen virker kun, mens klienten er åben.
Åbn også de vinduer, du vil spørge til - fx debitorlisten eller varekartoteket. AI'en arbejder på de vinduer, der er åbne.
Trin 6 - Prøv det af
Skriv i Claude:
Hvilke KeyBalance-vinduer har jeg åbne?
Får du en liste over dine åbne vinduer, virker forbindelsen. Så kan du gå i gang med rigtige spørgsmål.
Gode råd til at spørge
- Åbn vinduet først. Skal du spørge om debitorer, så åbn debitorlisten i KeyBalance, inden du spørger. AI'en leder efter åbne vinduer.
- Sig hvad du er ude efter, ikke hvordan den skal gøre det. "Find de kunder der ikke har købt noget i år" er bedre end "filtrér på feltet SidsteSalgsdato".
- Bed om at få mellemregningen med. Ved fejlsøgning er det en god vane at bede om at se de tal, konklusionen bygger på. Så kan du selv kontrollere den.
- Vær konkret med perioder og beløb. "i august 2026" er bedre end "for nylig".
Når det ikke virker
| Symptom | Sandsynlig årsag |
|---|---|
| Claude kan slet ikke se KeyBalance | Opsætningen er ikke læst ind - luk Claude helt ned og start igen |
| "Jeg kan ikke finde nogen åbne vinduer" | KeyBalance er ikke åben, eller ikke på det regnskab, der er sat op |
| Der er færre funktioner end forventet | Rettigheder. Nogle funktioner kræver designadgang i KeyBalance |
| Der sker ingenting overhovedet | Windows blokerer muligvis komponenten - se nedenfor |
Bliver komponenten blokeret af Windows, sker det uden fejlbesked. Det ser bare ud som om, MCP aldrig blev sat op. Se KeyBalance MCP - teknisk, som også indeholder den vejledning, din it-afdeling skal bruge.
Er du stadig i tvivl, så kontakt KeyBalance support.